Aarhus Kommune bygger i samarbejde med Realdania og Realea A/S Danmarks mest innovative p-anlæg på Aarhus Havn. Anlægget bliver det første automatiske p-anlæg i Aarhus og får plads til 1000 biler og bliver dermed Europas største automatiskep-anlæg.
P-anlægget bliver bygget i forbindelse med opførelsen af det nye Multimediehus på den sydlige havnebastion ud for Europaplads og åens udløb. Anlægget kommer til at ligge helt centralt i forhold til Aarhus midtby. Det forventes brugt af dem, der besøger Multimediehuset, skal til events på havnen, en tur i teatret eller bare et smut ned ad strøget.
Projektpartnerne har valgt at etablere et automatisk p-anlæg, som har en lang række fordele frem for traditionelle p-anlæg. Det fritager bilisten for at bevæge sig rundt i en mørk parkeringskælder. Bilen afleveres og afhentes i stedet i et lyst og venligt miljø med udkig til byen og vandet, hvorefter bilen automatisk transporteres på plads i kælderen.
Et automatisk p-anlæg udnytter også pladsen bedre, idet etagehøjden kun er cirka det halve af højden i en traditionel p-kælder. Det beskytter samtidig bilen bedre mod vind og vejr, og da der ikke er adgang til de parkerede biler, slipper bilejerne for hærværk og tyveri. P-anlægget bliver indrettet, så det er velegnet for personer med handicap. Der bliver desuden et antal pladser til specialparkering, herunder handicapparkering for større vogne.