Projektet har modtaget en donation på 17,4 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
Donationen gør det muligt at realisere projektets vision om en Multisal og en Børnesal af høj arkitektonisk og funktionel standard i Dokk1.
De to sale bliver et centralt og iøjnefaldende element i bygningens niveau 1. Salene bliver opført med fokus på akustik, teknik, belysning og brugerkomfort.
Donationen gør det muligt at skabe nogle helt særlige faciliteter og indrette salene så fleksibelt, at de kan rumme en meget bred vifte af arrangementer.
For eksempel vil borgere og foreninger kunne holde møder, events, debatter, høringer, foredrag og andre begivenheder i attraktive rammer af høj standard.
Børnesalen vil desuden blive et sted for liv og fantasi. Her bliver det muligt at afholde eventyrtimer, oplæsninger, børneteater, mindre musikarrangementer og meget andet af det, som fremmer børns lyst til kulturel oplevelse og egen udfoldelse.