"UrbanMediaspace.dk" bliver ikke opdateret længere.

Gå til dokk1.dk for aktuel information

Inspiration til Multimediehuset fra Skejby Sygehus

Den 30. august blev der på Rådhuset afholdt møde for Multimediehusets strategi- og idégruppe, som består af repræsentanter for bl.a. kommunen, Borgerservice, bibliotekerne, arkitektskolen, Musikhuset o.a.

Projektleder Marie Østergård lagde ud med at give et overblik over, hvad der er sket siden sidste møde og hvad planerne for den kommende tid er. Derefter var der tid til en debat om, hvad der var i vente og til at udveksle ideer og forslag inden Morten Weise Olesen, projektchef i Projektafdelingen ved Det Nye Universitetshospital i Århus, fortalte om Danmarks største sygehusprojekt.

Skejbyudvidelsen

Om 15 år bliver Århus Sygehus og Skejby Sygehus samlet på Skejby Mark. Det betyder, at Århus Sygehus' afdelinger på Nørrebrogade, Tage-Hansens Gade og Marselisborg Centret flyttes til Skejby. Det er den største sygehusomlægning i Danmark nogensinde og er naturligvis af kolossal vigtighed for borgerne i Århus og Region Midtjylland. I forbindelse med det nye sygehus skal der opkøbes 500.000 m2 grund, heraf 250.000 m2 nybyggeri, som alene vil koste ca. 5,5 – 6 milliarder kr.

Selvom Multimediehusets budget og 21.000 m2 areal måske blegner en smule i forhold til det nye hospital, så er der mange fællestræk imellem de to projekter, som begge indebærer store ændringer, men også fordele, i århusianernes hverdag.

Inspiration til medarbejderinddragelse

Morten Weise Olesen holdt et inspirerende og meget entusiastisk oplæg om Skejbyudvidelsen og havde flere ideer, som meget vel kan implementeres i Multimediehus-projektet.
”Den måde projektorganiseringen og medarbejderinddragelsen på Skejbyudvidelsen foregår på er visionær og er bestemt noget, som Multimediehus-projektet kan lade sig inspirere af. Organiseringen udvikles konstant og er dermed på forkant med udviklingen, og det er noget vi også bestræber os på at være,” udtaler projektleder ved Multimediehuset, Marie Østergård.
 
Den store havneudvidelse, der inkluderer Multimediehuset , og Skejbyudvidelsen vil præge Århus mange år frem i tiden, og det er derfor vigtigt, at man lærer af og inspirerer hinanden, så resultatet bliver det bedst mulige. Mødet med Morten Weise Olesen er således en del af en proces, der skal inspirere Multimediehuset til at møde de muligheder og udfordringer, som vil komme i forbindelse med projektet.