Multimediehusets nye hjemmeside multimediehuset.dk skal være med til at gøre borgerne opmærksomme på projektet, der skal blive Århus' nye Hovedbibliotek og Borgerservice. Bygningen skal stå færdig på havnen i 2015, men processen er i fuld gang.
Derfor kan borgerne møde adressen på Multimediehusets hjemmeside på busstandere, på plakater, på æbler og på flyers rundt omkring i byen i disse uger. Med dette tiltag vil Borgerservice og Biblioteker invitere alle indenfor på Multimediehusets nye hjemmeside.
Multimediehusprocessen handler om inddragelse, samarbejde og netværk. Det kan man læse mere om på hjemmesiden, hvor man også kan se billeder fra processen, videoer af visioner - og hvis man har en god ide kan man lægge sine egne billeder ind til inspiration. Der er naturligvis også faktuelle oplysninger om for eksempel arkitektkonkurrence, tidsplaner, politiske beslutninger og organisationen bag projektet.
Hjemmesiden bliver løbende opdateret med quizzer, polls, nye billeder og videoer. Man kan også følge med i kommende aktiviteter gennem Multimediehusets aktivitetskalender eller ved at tilmelde sig hjemmesidens nyhedsbrev.