I august 2012 startede de første 3 produktionsskoleelever i Virksomhedsskolen på byggepladsen for Urban Mediaspace Aarhus.
Virksomhedsskolen optager løbende nye produktionsskoleelever i løbet af efteråret og kan rumme op til 11 elever.
Eleverne udfører konkrete arbejdsopgaver i forbindelse med byggeriet. De møder kl. 7 om morgenen, arbejder, klæder om, holder pauser sammen med og indgår på lige fod med de øvrige byggeriarbejdere.
Formålet med Virksomhedsskolen er at give eleverne praktisk erfaring med byggebranchen og mulighed for at skabe kontakter og netværk.
Der er tale om helt konkret praksislæring, som for en stor gruppe unges vedkommende er vejen frem i forbindelse med ungdomsuddannelser.
Der er tilknyttet en UU-vejleder og en faglærer, som er med til at skabe rammerne og fastholde de unge i forløbet.
Det er blandt andet vejlederens og faglærerens opgave at hjælpe de unge med at skabe kontakter til byggemiljøet med henblik på eventuel senere indgåelse af uddannelsesaftaler.