Multimediehuset er afløseren for hovedbiblioteket fra 1934, og det skal ligge på honnørkajen, hvor Århus å løber ud i havnen.
En telefonundersøgelse udført af Rambøll Management viser, at et markant flertal på 77 % af et repræsentativt udsnit af århusianerne mener, at det kommende Multimediehus vil være godt for Århus. Kun 14 % mener ikke, at det vil være tilfældet.
510 repræsentativt udvalgte århusianere er blevet interviewet telefonisk. 2/3 giver udtryk for, at de sandsynligvis ville være at finde blandt brugerne, hvis huset var færdigt nu.
35 % af de adspurgte giver udtryk for, at de har hørt om det kommende Multimediehus, primært gennem medierne.
”Det er flot, at der er en meget positiv stemning om et byggeri, der først bliver færdigt i 2015”, siger Rolf Hapel, chef for Borgerservice og Biblioteker. ”Jeg også imponeret over, at så relativ mange allerede har hørt om projektet”.