Med værket Gong har Kirstine Roepstorff vundet opgaven med at lave et indendørs værk til Dokk1.
Kunstneres forslag er en gong af bronze, der hænger ned fra loftet i området under ovenlyset oven for medierampen – den store indvendige trappe, der forbinder husets niveau 1 og 2.
Gong er et 7,5 m langt bronzerør med en diameter på 80 cm og en tykkelse på 0,5 cm. Gong kommer til at veje cirka 3 tons.
Gong er påmonteret en slåarm, som aktiveres og slår, hver gang et nyt barn er født i Aarhus Kommune. Lyden vil kunne høres i området omkring medierampen.
På røret er indgraveret et opstigende solmotiv med vandspejl i solen ind mod medierampen. Ud mod udsigten er indgraveret et uendelighedstegn.
Kirstine Roepstorff glæder sig over valget af Gong som det store, indendørs kunstværk til Dokk1:
”Jeg er meget glad for tilliden til projektet og glæder mig til den store udfordring, det bliver at realisere det. Det bliver sjovt!”
Opdraget for opgaven lød, at der skulle være tale om et værk eller et forløb af værker, der fysisk skal tage udgangspunkt i rummet omkring medierampen og relationen mellem søjlerne. Medierampen er et af de helt centrale steder i Dokk1.
Begreber som vertikalitet, interaktion, mellemrum og det tomme rum var ord, der blev brugt til inspiration i konkurrencen. Opgaven var således at skabe et levende værk, der går i dialog med sine beskuere eller forbipasserende.
Den kunstneriske udsmykning skal udføres inden for en økonomisk ramme på 1.900.000 kr., ekskl. moms.
Klik på billederne for at se dem i stort format.